26.2.07

Om weekendforkælelse og hverdagspasta

Intensiv weekend i København. Et uddrag af indtagelserne: Den herligste brunch (pandekager, bacon, æg, smoothies, frugt, brød osv.) hos min søster på Nørrebro, fin sandwich med gravad laks på Café Dan Turéll, lækker middag hos venner på Østerbro og udsøgt og yderst omfangsrig barnedåbsbrunch i Vanløse. Det er skønt at lade sig beværte med dejlig mad. Weekenden rundede vi af med ægte pizzaer. Dem køber vi hos den lokale italienerbiks; Il Mercatino. Et sted med kompromisløse pizzaer og kvalitet. Glem alt om tvivlsomme 'danske' pizzaer. De her smager præcis som i Italien. Det blev til en napoletana (her kaldet Gianicolo) og en urbana (med grillet aubergine og 'pikant' salami). Også kendt som en nr. 7 og en nr. 21. Anbefales!

Men det bliver jo hverdag igen. Her er en lille hurtig opskrift på en pastaret, der befinder sig midt mellem en egentlig varm pastaret og en pastasalat. Sæt pastaen i gang med at koge - imens laver du 'tilbehøret'. Det giver mad på ca. 12 minutter ;-). Sautér lidt hvidløg, (forårs-)løg og peberfrugt i olivenolie. Tilsæt skiver af god italiensk salami og sautér med. Det må meget gerne være af den 'pikante' type. Skal det have lidt mere bid, så tilsæt lidt også lidt chili(-flager). Når pastaen mangler to minutter, tilsætter du cherrytomater i både, bredbladet persille og lidt sorte oliven. Vend rundt med pastaen. Tilsæt eventuelt lidt mere olivenolie og smag til med salt og peber. Det er såmænd det hele.

Etiketter: , , , ,